Køerne

Køerne er på vej ud i marken

Da vi overtog Binderupgaard i 1990 var der 87 ha., 30 SDM-køer og 170.000 kg mælkekvote.

I dag er der 110 ha, 115 RDM-køer, 5 krydsninger og 1.000.000 kg kvote med 4,19% fedt. Ydelsen er på ca. 9.300 kg energikorrigeret mælk pr. ko.   

Interessante køer

Historie

Uddrag af Møller Holsts Landbrugs Ordbog

Det røde danske malkekvæg, navnet blev første gang anvendt ved Landmandsforsamlingen i Svendborg 1878. Det er senere ændret til Rød Dansk Malkerace - RDM. Det blev også kaldet ø-kvæget, da racen tidligere i høj grad dominerede på øerne. Ved midten af 19. årh. var det i påfaldende grad blandet og uensartet både i. h. t. herkomst, udseende og ydeevne. Herom vidner umiskendelig de fra den tid eksisterende dyrskuelister og meddelelser. Til forbedring af økvæget fald valget først og fremmest på Anglerkvæget, der jo i de tider var dansk kvæg. Desuden kom det fra Anglerkvæget ikke meget afvigende nordslesvigske kvæg det mere harmonisk byggede, men som malkekvæg mindre fuldkomne Ballumkvæg.

Økvæget havde været god nok, så længe man i kvæget kun så et nødvendigt onde, et uundværligt middel til omdannelse af halm til gødning; men efter at jordbruget i Danmark var begyndt at blive rationelt, og navnlig efter at der ved oprettelse af fælles- og andelsmejerier var skaffet betingelser til veje for en økonomisk mælkeproduktion, blev kvægbruget det centrum, om hvilket hele landbruget kom til at dreje sig. Fra nu af gik bestræbelserne ud på at udvikle kvægets evne til at omsætte føden i mælk, og medens man førhen foruden halm og lidt hø i gunstigste fald havde anvendt lidt skaftehavre, gik foregangsmændene efterhånden over til at opfodre større og større kvantiteter af den hjemmeavlede sæd; ja, man gik endog så vidt, at man indkøbte foderstoffer (oliekager og klid) til malkekøerne. Samtidig gik man over til at underkaste kvæget en så godt som helt igennem omhyggeligere pleje. 

Alt dette ville dog næppe have hidført den forholdsvis hurtige fremgang i kvægbruget, hvis man ikke desuden var slået ind på et mere rationelt avls- og opdrætningssystem. . Man gik navnlig i begyndelsen alt for ensidig frem, man så i sin søgen efter gode avlsdyr, kun efter individer, der gav megen mælk, og som var eller tilsyneladende var stærkt prægede deraf, men man var ikke ganske på det rene med, at meget af det såkaldte malkepræg - det kantede, tørre, magre, spinkle og delvis næsten forkrøblede i bygningen - også kunne skyldes ikke just en overvættes god malkeevne, men dels et kummerligt opdræt, dels en en på en vis svaghed, beroende, alt for fremtrædende tilbøjelighed til at lade kødet malke af sig, og desuden troede man en tid lang, at malkeevnen stod i ligefremt forhold til et enkelt såkaldt malketegns, nemlig spejlets, udvikling, og endelig begik man ved avlen og opdrættet de samme fejl som angelboernes. Så længe man var tilfreds med at have køer, som ganske lignede Anglerkøerne, gik dette an, men man indså efterhånden, at man dels var i stand til at holde større og kraftigere bygget kvæg og at fejlene kunne rettes, uden at malkeevnen derved forringedes. Ved bestræbelserne for at oparbejde størrelsen kom dels benyttelsen af nordslesvigsk og Ballumkvæg til nytte, dels og især opnåedes der i så henseende gode resultater, ved at man ernærede kalvene og ungkvæget rigeligere og anvendte fuldt udviklede tyre til avl, samt ved at man ved valget af stamkøer ikke mere nøjede med at se på malkeevnen (hvilken sidste man fik oplysning om ved afholdelsen af prøvemalkninger én eller flere gange månedlig), men også tog hensyn til, at individernes bygning var nogenlunde kraftig, samtidig med at den i passende grad var præget af brugen, malkningen. Der var således betydelig forskel, på idealet for et dyr af malkerace, man opstillede i 1850erne, og det, man senere stilede [ca. 1880] efter. I øvrigt finder man forskellige typer af rødt dansk malkekvæg på øerne. Således er det fynske kvæg gennemgående større og kraftigere, men også meget grovere af præg end det Lolland-Falsterske, som mere nærmer sig og også ofte er direkte efterkommere af Anglerkvæget. På Sjælland træffes såvel begge disse typer som en mellemting mellem dem. Kvæget på Langeland og Bornholm nærmere sig det Lolland-Falsterske (det røde danske kvæg i Jylland er overvejende af fynsk type). I øvrigt har den fynske type i tidens løb fået indpas mange steder såvel på Sjælland som på Lolland-Falster og Bornholm. Som helhed er racen i de 40 år, i hvilke renavlen har været sat i højsædet, gået betydeligt frem såvel i harmonisk legemsbygning og ensartethed som i produktionsevne. Omtrent en femtedel af Danmarks kvægbestand er af rød dansk malkerace. Denne findes, som allerede antydet ikke blot på øerne, men også i den sydlige del af Jylland. I den østlige del af Sønderjylland findes kvæg af omtrent samme type og herkomst som det røde danske kvæg i det øvrige kongerige.

To flotte dyrskue køer fra Binderupgaard  ( 645 og 510 )